Generelle Arbejdsmetoder & Teorier

Bostedet broen anvender en bred vifte af andre teorier og metoder, disse skal ses som redskaber og metoder bostedet vurderer kan have en positiv effekt på borgeren.

Erfaringsbaseret læring:
Bygger på en paraply af teorier, der alle har det tilfælles, at læring forstås som en proces, hvor mennesker lærer gennem det, de gør, oplever og erfarer. Erfaringsbaseret læring handler ikke bare om at handle. Det handler også om at blive klogere på sine handlinger og danne sig erfaringer gennem refleksion. Det handler ikke bare om at lære noget bestemt (resultat), men lige så meget om "at lære at lære" (processen). Erfaringsbaseret læring bygger bro mellem teori og praksis - og er en proces med fire grundelementer:

1. En person oplever noget og reflekterer over oplevelsen.
2. Personen prøver at forstå oplevelsen og relatere den til tidligere erfaringer.
3. Personen planlægger næste skridt.
4. Personen handler på ny.

Erfaringsbaseret læring er derfor en helhedsorienteret proces, der involverer både følelser, tanker, perception og adfærd, og den foregår i et samspil med andre mennesker og omgivelserne.
Pædagogen finder en mere praksisorienteret tilgang til at løse opgaven i situationer hvor borgeren ikke er i stand til at reflektere/drage erfaringer fra tidligere.

Learning by doing:
Har udspring i erfaringspædagogikken, hvor borger på den ene side er aktiv i forhold til sin omverden og på den anden side selv må tage følgerne af egne prioriteringer, beslutninger og handlinger.

Med learning by doing kan borger lære at tilegne sig færdigheder (udføre praktiske opgaver) og få ny viden og forståelse, som han/hun ikke ville have kunne få på egen hånd. Pædagogen støtter borgeren i at tilegne sig færdigheder ved at guide ham/hende til at forsøge at gøre det, der skal læres så der genereres viden som kan inddrages til senere brug i andre situationer.

Flere af vore borgere har ikke en afsluttet folkeskoleeksamen, derfor kan det have sin fordel at inddrage erfaringer fra hverdagen som synliggøres for borgeren som en styrke eller ressource de kan anvende fremadrettet. Dette skaber motivationsfaktorer til videre udvikling mm.

Jeg-støttende samtaler:
Tager udgangspunkt i den jeg-støttende psykoterapi, som primært har fokus på udviklingen og understøttelsen af den enkeltes ressourcer. Jeg-støttende samtaler er også et samtalekoncept, som primært er udviklet til det pædagogiske arbejde med borgere med lav IQ og udadreagerende adfærd.
Jeg-støttende samtale handler grundlæggende om at støtte den enkelte i at sætte ord, kropssprog og stemning på sine følelser.
Mange personer med udviklingshæmning og lav IQ har måske ikke lært at sætte ord på deres følelser, og de tror måske heller ikke, at andre kan forstå, hvad de føler. Samtalekonceptet kan være medvirkende til at anerkende personens følelser, så vedkommende føler sig betydningsfuld og værdsat. I jeg-støttende samtaler arbejdes der med udgangspunkt i fire aspekter:

1. Den trygge ramme: Der skal skabes en tryghedsgivende ramme for samtalen, hvor borgeren med udviklingshæmning føler sig velkommen.
2. Pædagogen rummer og anerkender borgerens følelser, som måske kan virke uacceptable for omverdenen.
3. Accept og realitetskorrigering: borger skal ”lære” til at være realistisk omkring sine muligheder og ønsker. Drømme og håb skal ikke fratages den enkelte, selvom de kan synes urealistiske for omverdenen. I stedet handler det om at skitsere fordele, ulemper og konsekvenser og komme med alternative forslag. Pædagogen benytter en samtaleform, hvor han/hun inddrager sig selv og sine erfaringer/refleksioner i samtalen. Via refleksioner /metareflektioner vurderer pædagogen, om borgerens initiativer skal forsøges støttet eller ændret.
4. Formidling til kolleger: Det handler om at formidle den nye viden og forståelse videre til andre samarbejdspartnere.

(Kilde: Motivationsteori ved Abraham Maslow, humanistisk psykologi ved Carl Rogers, principper i den motiverende samtale ved William Miller, Stephen Rollnick, tilknytningsteori ved John Bowlby)

Low Arousal:
Er en metode, der håndterer problemskabende adfærd på en ikke-konfronterende måde hos borgere med udviklingsforstyrrelser, udviklingshæmninger og autisme.
Metoden praktiseres ud fra grundlæggende værdier om at yde støtte og omsorg på en ikke konfronterende måde. Pædagogen ønsker med metoden at forhindre, at borgeren bliver udsat for flere stimuli, end han/hun kan rumme og håndtere og dermed undgå reaktioner som uro, forvirring, rastløshed og udadreagerende adfærd.
Metoden giver borgeren en oplevelse af at blive hørt, set, forstået og mødt i situationer, som er svære at takle.
Pædagogen undgår øjenkontakt og berøring, når konflikten eskalerer og sørger for at stille krav til borgeren på den rette måde. Hvis et krav medfører vold, er det fordi, det er stillet forkert. Principielt har alle borgere ret til at sige nej, og sige fra, men det er en pædagogisk opgave at få folk til at sige ja frivilligt.

Pædagogen praktiserer low Arousal, når borgeren oplever:

- at de stillede krav matcher ressourcer og færdigheder
- at føle sig anerkendt og set på sin intention
- at der siges "Ja" til én
- at blive mødt med positiv afledning af uhensigtsmæssig adfærd
- at pædagogen er proaktiv, har forudset vanskelige situationer og taget højde for dem
- at kunne gøre sig forstået og blive forstået
- at få hjælp via visuelt understøttet kommunikation
- at kunne genkende, forudse og gennemskue sammenhænge
- at have en pædagog ved sin side, som kompenserer for ens mangler
- at det meste af det, som sker gennem en dag, er planlagt, forudsigeligt og velkendt
- at mærke at andre er positivt stemt over for én
- at være i rolige, overskuelige omgivelser
- at bruge sin krop fysisk, så der brændes stresshormoner af og skabes positiv energi i hjernen
- at tage bad, blid berøring, kugledyne/stol
- at mærke venlighed, ro og sikkerhed fra pædagogerne
- at pædagogens indsats kompenserer for ens manglende evne til at fokusere og sortere i sansestimuli
- at pædagogen ved, hvad man godt kan lide og anvender det proaktivt

(Kilde: En ikke–konfronterende tilgang til problemskabende adfærd ved Andrew McDonnell)

NUZO – Nærmeste udviklingszone:
Bygger på relations- og involveringspædagogikkens principper.
NUZO anvendes bl.a. i forhold til unge med særlige behov, hvor det er nødvendigt at benytte konfrontation og konsekvenspædagogik, så der via en konfrontation og dialog bliver en tydelig og naturlig sammenhæng mellem den aktuelle handling og den efterfølgende konsekvens.

I NUZO skelnes der mellem det, som den unge kan her og nu, og det som den borger er på vej til at kunne. Det sidste beskrives som nærmeste udviklingszone (NUZO). Pædagogisk set betyder det, at fokus flyttes, således at der tilføjes en tydelig didaktisk indgangsvinkel. Dvs. at pædagogen bevidst arbejder med aktivt at støtte den borgeren i at nå kompetencer, som han/hun endnu ikke mestrer alene. Dette hjælper den borgeren med at udvikle sig i en hensigtsmæssig retning, og giver gradvist den borgeren flere sociale færdigheder.
Pædagogen tilrettelægger aktiviteter for borgeren, som skal styrke hans/hendes udvikling. Denne proces foregår bevidst og planlagt, men den borger bringes også ud i nærmeste udviklingszone i ikke-planlagte situationer, når han/hun socialiseres ved at komme i forskellige aktiveringer/netværk og lærer gennem det at være sammen med andre mennesker.

(Kilde: Udviklingsteori ved Lev Vygotsky)

Recovery:
Har fokus på den psykisk sårbares mulighed for at komme sig. Udgangspunktet er åbenhed overfor den enkelte borgers ønsker og tanker om, hvordan et godt liv kan komme til at udfolde sig.
Det pædagogiske arbejde og tilgang vil altid have fokus på det, som giver værdi og mening - frem for at se på begrænsninger.
Borgeren støttes i at tage ansvar for eget liv og i at handle på sin situation. Via recovery kan den psykisk sårbare borger arbejde hen imod en tilværelse, hvor han/hun kan lære at handle på positive muligheder og ikke lader sig bremse af negative tanker. Via samtale får borger hjælp til at sætte ord på, hvad der kan hjælpe ham/hende videre. I samtalen fremlægger vejleder strategier, som borger kan anvende og dermed komme sig i kraft af egen aktive indsats.

(Kilde: Recovery-orienteret psykiatri ved Bill Anthony)

Relationsarbejde:
Pædagogen kan som professionel rumme forskellige normer og værdier og se andre som ligeværdige partnere. Relationsarbejdet bygger på at turde være fordomsfri, nysgerrig og være personlig og professionel, og give præcise og klare meldinger. At vise interesse, empati og medfølelse og være opmærksom på at respektere egne og andres grænser. Gennem relationsarbejdet oplever borgeren sig mødt og respekteret og forstået, hvilket gør ham/hende modtagelig over for pædagogens anvisninger og giver mod på at arbejde på opgaveløsningen.
Relationsarbejde praktiseres via samtale og imødekommende nonverbal kommunikation.

(Kilde: Udviklingspsykologi ved Daniel Stern, relationspsykologi ved Tom Ritchie)

Udviklingsstøttende kommunikation:
Et menneske med begrænsninger rammes ofte af utryghed, magtesløshed og kriser, fordi de ikke forstår eller føler sig forstået. Derfor virker det, i arbejdet med denne målgruppe, udviklingsfremmende, at man som pædagog følger og benævner initiativer og er opmærksom på borgerens følelser. Når borgeren bliver empatisk benævnt på sine følelser, styrker det oplevelsen af at føle sig forstået, hvilket spiller en vigtig rolle i at kunne håndtere frustration og nederlag.
Udviklingsstøttende kommunikation er nødvendig i den daglige kontakt med en borger, ved at der gennem samspillet bevidst arbejdes med at udvikle og optimere borgers livsglæde, selvværd og sociale kompetencer.

Elementerne i den udviklende samspil/kommunikation ser således ud:

Følge initiativ:
Er udgangspunktet for at lære et andet menneske at kende gennem initiativer (adfærds-, følelses-, verbale- og opmærksomheds-initiativer), vises individualitet og mestringsstrategier. Det udvikler tillid, selvværd, accept og respekt for både en selv og andre

Positive bekræftelse-initiativet:
Ved at opbygge selvtillid og mestring af opgaver udvikles håb og optimisme, som bliver drivkraften for mere livsmod, kreativitet og nye udfordringer

At benævne egne og andres initiativer:
Generelt styrkes både opmærksomhed og sprog, når sproget anvendes. Når de professionelle benævner egne initiativer, bliver pædagogen forudsigelig og tryghedsskabende over for borgeren, hvilket skaber gode betingelser for at kunne samarbejde og lære hinanden at kende. Når pædagogen benævner initiativer, vil borgeren opleve sig set og føle sig betydningsfuld i relationen, ligesom det generelt styrker selvregulering og jeg-sprog hos borger

Positiv ledelse (i ordets bredeste betydning), her indgår tre underpunkter:
1. Hvordan pædagogen skaber en følelsesmæssig god atmosfære. En tryg og emotionel afstemt kontakt er grundlaget for at føle sig tilpas, hvilket aktiverer kreativitet og udforskningslyst.

2. Hvordan pædagogen følger -, positivt bekræfter - og benævner initiativer/ udviklingsstøttende kontakt, sikrer respekt for borgers integritet og er domineret af en ligeværdig relation. En ligeværdighed som mennesker, dog ikke ligestillede i relationen.

3. Hvordan pædagogen skaber struktur, som matcher individualitet, udviklingsniveau og mestring, sker ved at strukturere opgaverne så der sikres en høj grad af involvering og medindflydelse fra borgerens side

(Kilde: Tilknytningsteori ved John Bowlby)

Udviklingsstøttende samspil:
Pædagogen hjælper og støtter borger i at indgå i fællesskabet med de andre beboere og pædagogen. Pædagogen agerer ”guide”, for at samspillet fungerer og for at den enkelte kan være med på sine egne præmisser. Der er fokus på, hvordan man taler til hinanden og hvordan man respekterer og giver plads til andre. Det udviklingsstøttende samspil skal støtte borgeren i at agere i sociale situationer og træne hans/hendes færdigheder i fællesskab med andre. Pædagogen støtter borgeren i at deltage, agere og søge medindflydelse i fællesskab med de andre beboere i forbindelse med:

- Planlægning af fællesspisninger.
- Deltagelse i planlægnings- og udviklingsmøder.
- Deltagelse i beboermøder med gensidig information.
- Forslag og fælles beslutninger.
- Forslag og vedtagelse af regler for samvær og det fælles arbejde/ de fælles pligter i boligfællesskabet.

(Kilde: Tilknytningsteori ved John Bowlby)

Fonden Bostedet Broen


Skab udvikling - Giv din borger den bedste start.

Vi sætter fokus på Trivsel - Ressourcer og at komme sikkert i mål!